Kickstart din 2010 økonomi
Vil du godt fra start med din 2010 økonomi er det nu du skal handle. Der er masser af måder at gøre det på – her kommer et par tip til hvordan du får et nyt år med overskud.
Læg et budget
At lægge et budget er noget mange mennesker finder kedeligt – ikke desto mindre er det en god ting – det giver dig overblik og mulighed for at se hvilke poster der koster penge måned efter måned. Idéen er at du i et budgetskema indskriver dine faste udgifter – her er altså tale om de udgifter der er tilbagevendende over et år. Husleje, varme og el-udgifter, forsikringer, a-kasse, lån og så videre. Selvom du også bruger penge på husholdningsindkøb hver måned skal de ikke ind i budgettet – de indgår nemlig ikke som faste udgifter men som faste variable (svingende) udgifter. Dem kigger vi på under næste punkt.
Du kan finde et skema til brug ved budgetlægning her på siden.
Find ud af hvor du bruger dine penge
Jeg opfordrer altid til at du finder ud af hvad du bruger dine penge på. Det kan gøres meget enkelt – prøv at samle dine kvitteringer for den næste måned – hvis ikke du gør andet så gør i hvert fald det. Her får du nemlig et indblik i din økonomi – sådan for alvor. Når måneden er omme så tager du dine kvitteringer frem og ser på hvor du har brugt pengene. Har du mange små-indkøb, køber du meget fastfood, går du tit i biografen, køber du mange gaver og så videre. Det er en rigtig øjenåbner og for mennesker der synes at de sjældent bruger penge men alligevel ikke kan forstå hvor de er blevet er ligger der gode svar her. Det er også her dine faste variable omkostninger ligger.
Sæt et 2010 mål – hav ambitioner for dine penge
Der er masser af undersøgelser der viser at mennesker der har et mål generelt når længere end de der ikke har. Det samme gælder for din økonomi. Hav ambitioner for hvor mange penge du vil tjene, hvor stort et overskud du vil have ved årets slutning, hvor stor din opsparing skal være, hvordan du vil nedbringe din gæld - sæt mål og gå efter dem. Det er alt andet lige lettere at finde vej hvis man ved hvor man er på vej hen.
Betal kontant frem for med kreditkort
Der er videnskabelige undersøgelser der viser at mange mennesker er villige til at betale mere for en given vare hvis de betaler med kreditkort sammenlignet med hvis de skulle have samme beløb op af pungen i kontanter. Der er ikke så meget andet at sige til det end “prøv det” – måske bliver du overrasket over resultatet.
Ryd op!
Hov – hvad er nu det for et råd fra en økonom? Jo der er faktisk mening med galskaben. Jeg har mødt mennesker der godt kan leve i fysisk rod og alligevel have styr på deres økonomi – men jeg har aldrig mødt nogen, hvor det modsatte var tilfældet. Den grovkornede version er, at hvis der er rod i økonomien så er der også rod andre steder. Samtidig har mange mennesker svært ved at overskue at rydde op i og få styr på økonomien – sådan for alvor. Derfor er det en god disciplin at starte med at rydde op i dit hjem. Ikke alene virker det afstressende og er godt på den psykiske konto – du finder også rigtig mange gode oplysninger om tidligere forbrug her. Måske kan du se at du har tendens til at bruge mange penge på ting du ikke rigtig får brugt? Tag et rum af gangen og medbring et par kasser – en til ting du vil smide ud, en til ting du vil give væk til velgørenhed eller genbrug og en til ting du vil sælge. Måske får du ligefrem ekstra penge på konto på den måde.
Når du rydder op vil du opleve større overskud – også til at få styr på økonomien.
Med ønsket om et godt og rigt år 2010.
